Yggdrasil – Livets træ.

Yggdrasil – Livets træ.

En levende kulturarv i træ

Af Møbelsnedker Gert Nielsen

Sagaen starter i Aarhus nytårsaftensdag 1964, med en opvækst i den Kronjyske muld omgivet af skove, lokal skolegang i en landsby og senere Realskolen i Randers. Her starter en rejse jorden rundt med træ og møbler, i skyggen af runesten, vikingeborge, gravhøje og mange jyske museer.

Et valg af uddannelse som møbelsnedker, har rod i familiens ældste møbel, en dragkiste fra 1776. Dette gamle møbel, var et arvestykke fra min farfars familie og efter en renovering af min far der med nænsom hånd havde fjernet mange lag maling, indtil det oprindelige håndmalede møbel kom frem i lyset. 

Pludselig var ens tip, tip tip…. Oldeforældre i huset, med navnetræk og bryllupsdato, smukt indkranset i blomster på en dragkiste i fyr, malet i ådring med flammet mahogni, fra et festligt bryllup et par århundreder før. 
Historiens vingesus kom lige forbi os, den aften i Kronjylland

Min egen rejse med træ og møbler begyndte hos et  hæderkronet gammelt Aarhus firma startet i 1928 af billedskærer A. Mikael Laursen. Firmaet havde oprindeligt sit virke i hjertet af Aarhus, med billedskærer arbejde i Østjyske kirker, samt med fremstilling af klassiske møbler dekoreret med billedskærerarbejde. 
Firmaet have fornøjelsen at deltage i udførelsen af det nye Rådhus i Aarhus bygget 1938-1941, hvor Arne Jacobsen stod for bygningsdesign og Hans J. Wegner stod for interiørdesignet. 

Dette førte senere til et samarbejde mellem Wegner og A. Mikael Laursen, og blev til en kollektion af Wegner møbler til private hjem udført primært i Egetræ. Wegners nytænkning af møbeldesign blev til mere hos A. Mikael Lauersen og efter krigens afslutning i 1945 kom yderligere en Amerikansk arkitekt til, William Watting med design inspiration fra USA. 

I 1948 blev der gjort et tiltag med at genoplive billedskærerfaget i Danmark, med en ”Konkurrence i træskærerarbejde”. Dansk Provins-Billedskærerforening havde i samråd med Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk og Kunstindustri udskrevet en konkurrence for at fremme interessen for billedskæring. 
Dommerkomiteen fra v. malermester Marlo Joensen, arkitekterne M.A.A. Flemming Lassen, Jørgen Stærmose, billedskærermestrene Laurits Jørgensen og A. Mikael Laursen samt billedhugger Arne Bang fra Holmegård Glasværk. 

Wegner tegnede efterfølgende ”krokodille” skabet der med sine krokodilleskinds låger var en nyfortolkning af et klassisk billedskærerhåndværk. Illum Wikkelsø kom til og det hele kunne ses og opleves i en ny butik, ”Ønskemøbler” i Aarhus. Det gamle Aarhus firma flyttede ud af byens centrum da rammer blev for trange, og byggede et nyt moderne snedkeri i Stationsbyen Mørke i 1958, en god halv time med toget fra Aarhus. 

Her startede undertegnede i Mesterlære i 1982, og en verden af ædelt træ åbnede sig op, Teaktræ fra Burma, Egetræ fra Japan, Asketræ fra Danmark og Kirsebærtræ fra USA.  Planker blev på nænsom vis tørret fra skibs tørt træ, til møbeltræ, der er egnet til indendørs brug. Træet blev forvandlet til arkitekttegnede møbler, primært markedsført i Tyskland, Østrig & Schweiz,  Nord Amerika og Fjern Østen - Japan.

En unik specialitet var overfladebehandling af Teaktræet, der ikke blev lakeret i morderne forstand, men fik en klassisk udgave af Fransk politur & oliebehandling hvilket gav træet en varm glød og silkeblød overflade. 
”Fransk politur” har faktisk sin oprindelse i Indien som shellak. Et 100% naturlig produkt da det kommer fra et insekt og ordet ”lak” stammer faktisk også derfra og betyder 100.000 på Hindi hvor det staves lakh. 

Firmaets årlige aktiviteter for salg og marketing bestod af Møbelmessen i Bella Centeret i København, Køln i Tyskland, High Point USA og Møbelmessen i Tokio, Japan, hvilket introducerede ergonomi i ens bevidsthed, da størrelsen på mennesker er forskellig i de 3 verdensdele, og de huse de bor i, ligeså.

Som lærling var man med til at udvikle prototyper til de årlige messer, de 3½  år man stod i lære, fra arkitektens tegninger til fremstilling af fixturer og værktøjer til at kunne udføre det nye design, og til tiden, så det kunne nå frem i tide, til udstilling på møbelmessen.

Undertegnede havde en design ide til et møbel, og det var så med på møbelmesse i Køln i 1983, interessen for design var født. En fantastisk virksomhed at stå i lære hos, og få et øje for det gamle håndværksfag fra ide & tegning til et færdigt møblement & interiør, og få sit svendebrev derfra i 1984.

Ønsket om at videreudvikle mine kundskaber førte mig tilbage til teknisk skole i Skive, og læse træteknik hvilket førte nye tanker.  Specielt mit ophold – projekt hos Richard Nissen i Langå, hvor man fremstillede brugskunst i Teaktræ & Bøgetræ var en berigende oplevelse. Et indblik ind i en verden af formgivning & design af den fantastisk kreative billedhugger Jens Qvistgaard og et samarbejde mellem formgivning & design, Richard Nissens håndværks fremstilling af design som gammel bødkervirksomhed.

Rejsen som trætekniker, gik til det Vestjyske hos Expo Competence i Struer, der var B&O’s division for butiksinteriør i 1987. En ny verden af farver, aluminium, og design af Jacob Jensen i bedste B&O stil. Men også butiksdesign til et lille ”frugt” firma i Californien, Apple computer, og Profil Optik i Skandinavien. Designet af Expo in-house arkitekt & design team, og udviklet i moduler ganske som et ”LEGO” sæt til butiksindretning. 

En fantastisk virksomhed at være i som trætekniker og et fokus på marketing, produkt & produktions udvikling, med levering til kunder globalt, hurtigt og nemt som land, sø eller luftfragt som ønsket. Som det gamle ordsprog siger ”tid er penge”.

November 1988 gav en ny mulighed, og et tilbud med en udfordring i Singapore. Det betød farvel til B&O i Struer og en rejse til Sydøstasien – Singapore, en ny verden i et tropisk klima lige nord for ækvator, med fremstilling af skandinaviske møbler i Teaktræ, designet af Johannes Andersen og mange andre, oprindeligt startet i Danmark, som Uldum Møbelfabrik. En virksomhed opkøbt af min kommende chef, flyttet til Ghana i 1960erne og senere til Singapore i start 1970erne. 

I januar 1989 ankom undertegnede til Changi Lufthavn i Singapore, og stod i en ny verden af kulturer, sprog, farver, dufte og ikke mindst en temperatur betydeligt højere end i Struer. 
Og så en dansk drevet virksomhed hvor man fremstillede møbler som i Uldum, nu i Singapore. Træet var naturligvis det bedste Teaktræ fra Burma, essensen af dansk – skandinavisk møbeldesign, der ude i verden kendes som ”Scandinavian Mid Century Modern”. 

Fødselshjælper blev man også til et projekt hos et lille gulvfirma som gerne ville genoplive en gammel bænk fra Skagen. Fra en tid hvor Skagen var sommer hovedstad for den kunstneriske del af København, Drachmann, Krøyer samt mange andre, der malede Skagen og resten af nationen på lærred, smukt indrammet i bladguld. De skabte det, der i dag kendes som dansk malerkunsts guldalder. Så det var naturligvis Drachmanns bænk vi genoplivede efter 100 års dvale. Senere kom mange andre udendørs design til, og ikke mindst brugskunst, af bland andet Jens Qvistgaard og mange andre. 

At tegne og tænke design førte til et bidrag til den første design konkurrence i Singapore i 1990, med et indlæg som var orientalsk inspireret med et strejf af Skandinavien, men det blev ved tegningerne denne gang. 
En unik oplevelse på virksomheden i Singapore var et besøg af Træets fagforening i Danmark, på studietur i Sydøstasien. Vi fik efterfølgende ros for at være en veldrevet virksomhed, med yderst velordnede medarbejder forhold, og blev forsiden af deres medlemsblad i 1990, og en stor saglig artikel i bladet. 

Et ophold på 2 år blev til meget mere, og mange andre eventyr & oplevelser i Malaysia, Indonesien, Vietnam, Kina, Taiwan, Filippinerne, Burma- nu Myanmar, Japan, USA & Tyskland. Flere møbler både indendørs og udendørs, reproduktion af klassiske møbler fra gamle dage, 19, 18, 17, 16 hundredetals møbler, af André-Charles Boulle, Thomas Sheraton, Chippendale, Hepplewhite, Robert Jupe, Jean-Baptiste Glomy som genopfandt Verre églomisé, Jacques-Émile Ruhlmann og mange andre.

Møbler i Bambus & kurvemøbler, og ikke mindst detail handel hos et internationalt skandinavisk møbelhus og deres transformation i Østeuropa, Nordamerika & Australien.  
Et MBA-studie hos Henley Management College åbnede nye døre på rejsen og et længere ophold på Borneo.

Tilbage i Danmark i 2014, og i 2022 optaget som medlem af Københavns Snedkerlaug anno 1554, og deltager i den genopstandne årlige udstilling i Moltkes Palæ, hvor der præsenteres klassisk snedkerhåndværk i nutidens formsprog.

Glæden ved træet og formgivningen af træ med gode klassiske håndværksteknikker giver en livsglæde, som hjertet har kært på sin helt egen måde, og en kærkommen forbindelse til nutidens fokus på ”bæredygtighed”. 

Da de gamle dyder og klassiske håndværk i træ, både skovbruget og forædling af træet altid har været bæredygtige, men glemt af de fleste i årtier og stået i skyggen af smarte & hurtige løsninger. Så det er helt fint man nu har fokus på bæredygtighed igen, men for at det virkeligt skal lykkes kræver det et globalt perspektiv, da man ellers desværre bare flytter problemerne lidt rundt. 

Måske tiden er inde til at genoplive livsglæden og plante et frø af ens yndlings træ, til gavn og glæde for fremtidige generationer? 
En livsglæde som kun vokser, når den værdsættes af dem som bruger et veludført møbel eller brugskunst i ædelt træ, og planter et nyt træ for det der lige er brugt.
At man derigennem kan sætte et smil på læben af dem der er omgivet af smukt håndværk og natur materialer, der med en nænsom og kærlig brug kan holde i årtier, om ikke i hundrede år eller mere. 

En glæde man kan opleve med alle sine sanser, ganske som at gå en tur i skoven når bøgen springer ud og duften af skoven og anemoner går lige i hjertet. Og man husker en forårsdag fra ens barndom som var det i går, og så gå hjem til et hus omgivet af skovens træ i smukt forarbejdede møbler & interiør. 

Velkommen til en verden med livsglæde, og klassisk kunsthåndværk i træ hos os.